| |
| 27-02-2006 22:14:46 af
Marianne H.
|
|
- Udbrændthed er den yderste konsekvens af stress. Hvis du er engageret i dit arbejde, og brænder for det, så har du en særlig risiko for at blive udbrændt.
.............................................................................................................................................
Hvem er i risikogruppen…..
I arbejdet: - er du typen, hvis arbejde altid er i orden og som gerne giver den en ekstra skalle, hvis det er nødvendigt. Hjælper, hvor der er brug for det og ofte ”glemmer” dig selv til fordel for andre og netop oplever stor tilfredsstillelse ved at hjælpe andre. Den, som tager ansvar, før andre får lov til at tage det eller den, som gerne påtager sig nye spændende småopgaver i arbejdet trods det, at du faktisk har travlt nok, så……
Derhjemme: - føler du dig altid særlig stærk og klar til at give en hjælpende hånd og end dog gerne slipper, hvad du har i hænderne, når andre be´r om din hjælp. Skal der holdes fest, så er du gerne den, som stiller op både dagen før, på dagen og dagen efter for at hjælpe til. Du har svært ved selv at bede om hjælp og føler, at du magter det hele selv og gør det, så......
Opdager du: - at du oftere og oftere føler dig følelsesmæssig udmattet og tappet for energi - dine kræfter slår simpelthen ikke til. Du begynder at tvivle på din formåen og evner og som følge deraf måske arbejder lidt længere hver dag eller får en mere kynisk indstilling til de mennesker, du møder gennem dit arbejde. Eller du føler en voldsom distance til dit arbejde, så…….
Oveni kan der komme en oplevelse af tristhed, magtesløshed, opgivenhed og træthed, samt symptomer som hovedpine, muskelspændinger, fordøjelsesbesvær, søvnbesvær, svimmelhed, hukommelsesproblemer, manglende overblik, forvirrethed i hovedet og andet.
Så kan det være symptomer på, at du er brændt ud eller på vej til det og du skal tage det MEGET alvorligt og stoppe op og virkelig tænke dig om……og dernæst få handlet på det. Gør du det ikke kan konsekvenserne være katastrofale……….
...........................................................................................................................................
Da livet kom på standby…….
- Før, jeg en februardag i 2004 faldt om i mit hjem, var jeg den perfekte pige, som havde styr på stort set alt: hus, have, økonomi, børn, familie, sport, arbejde mm. Jeg anede ikke, at jeg havde en grænse. Jeg hjalp til, hvor der var brug for det og fik en dejlig følelse derved - værdifølelse. En følelse af at være uundværlig. Mine veninder sagde ofte - du kan alt og hvad du ikke kan, finder du ud af.
På mit arbejde var jeg kendetegnet ved at være den fagligt dygtige medarbejder og samarbejdsvillige, loyale og glade kollega, som altid gjorde mit bedste for at især andre skulle føle sig godt tilpas.
Jeg havde det fantastisk på mit arbejde og glædede mig hver dag, når jeg skulle af sted. Glædede mig til at udrette noget og gøre noget for andre og det undrede og bekymrede mig ikke, at jeg ofte arbejdede lidt længere end de andre for at få enderne til at nå sammen, for jeg kunne jo lide det trods stigende fysiske og psykiske problemer.
Jeg var ikke klar over at en gammel nakkeskade havde indflydelse på mine ressourcer - fordi det havde ingen nogensinde gjort opmærksom på - så jeg arbejde med fuld energi som alle andre og langsomt kom symptomerne.
Lige indtil den dag hvor livet stoppede med et knips og mit livs puslespil knuses på gulvet, hvor jeg uden at kende vejen skulle til at finde en erkendelse om mig selv og mit overforbrug af mine ressourcer og starte forfra med at lægge puslespillet - på godt og ondt. Det tog 6 mdr. før jeg erkendt, at jeg var syg - jeg var afhængig af at arbejde - tro det eller ej - afhængig af den anerkendelse og værdifølelse arbejdet gav mig, sådan som jeg gennem et helt liv havde lært, at jeg kun var noget værd, når jeg ydede mit bedste og tilsidesatte egne behov - og ikke var anerkendt for, hvad jeg var som menneske.
I dag - godt 2 år efter er jeg tilbage på arbejdsmarkedet inden for mit fag med følgerne: et arbejde på deltid - hvor jeg forsøger at leve efter devisen om en tre-enighed: familie, arbejde og hvile/omsorg, hvor arbejdsdelen er den mindst fyldige - hvor jeg ustandselig kan konstatere, at jeg trods denne grundleveregel er lynende hurtigt tilbage, hvor livet går for stærkt og det hurtigt ender med, at livet mister noget af sin glans og især gråden og magtesløsheden finder vej - og der skal hver gang bruges megen energi på at finde ligevægt, så især mine børn kan bevare fornemmelsen af en mor, som magter hverdagen og ikke mindst dem.
Min hverdag leves nu med varige mén i form af svimmelhed, svigtende korttidshukommelse, balanceproblemer, let til forvirrethed i hovedet, meget lav stresstærskel, let til tårer, daglige smerter i nakke, skuldre og arme mm. og som følge deraf et livslangt projekt om erkendelse af egne grænser og behov.
Samtidig skal nævnes en hverdag, som er meget mere i nuet, hvor jeg glædes over de små ting, det være sig - en smuk blomst, en skøn duft, en god bog, surfe på nettet efter spændende emner eller lytte til skønne musikstykker og jeg nyder det. Jeg øver mig fortsat i at give mig selv omsorg og nyder tiden meget mere med mine børn og forsøger konstant at minimerer smerterne og generne med dejlige oplevelser.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg anser denne indledning, som min begyndelse på at gøre min historie tilgængelig for andre. Bloggen Du skal brænde for du kan brænde ud er opbygget med flere indlæg skrevet i den rækkefølge, som nu kom over mig siden starten af bloggen i februar 2006. Bloggen er primært opbygget over min oplevelse krydret med faglige oplysninger om fx "Det rummelige arbejdsmarked" samt nyttige tips og relevante henvisninger til hjemmesider, som kan være givende uanset om du selv er udbrændt eller på vej til det, du er arbejdsgiver, som skal passe på dine medarbejdere, pårørende, kollega, du blot vil være klogere eller hvad ved jeg. Og dertil er der megen klogskab at hente i de kommentarer som er kommet til undervejs.
Kærlig hilsen
Marianne H.
- Emner om "erkendelsen", relevant kosttilskud, økonomiske overvejelser, Det Rummelige Arbejdsmarked, forandringsprocessen og hjælp dertil og meget andet er løbende blive tilføjet denne side.
|
|
Der er 4 kommentarer til dette indlæg:
|
| 28-02-2006 12:13:43 af
Yrsa C.
|
|
Hej Marianne.
Jeg gik ned med stress for 4 måneder siden og har det knap så slemt som du beskriver, men det var en alvorlig forskrækkelse at få.
Jeg er nu afskediget fra mit arbejde og skal nok til at have arbejde på nedsat tid (flexjob) .
Jeg skal hver dag stadig mærke efter om det jeg laver er i overensstemmelse med mig selv. Krav situationer kan få mig til at stejle indvendig og jeg er blevet en del bedre til at sige fra.
Hilsen Yrsa |
|
| 01-03-2006 07:27:11 af
Anne M.
|
|
Kære Marianne
Tak for dit indlæg, det er brandgodt. Jeg arbejder med klienter på Kiropraktisk Klinik i Rødby (jeg er kropsorienteret psykoterapeut) og et par af dem har haft udbrændthedssymptomer. Dette fænomen kommer til at hærge vores liv de kommende år som en steppebrand - men hvem ved, måske får det os til at vågne op. Som Eckhardt Tolle siger - citeret efter hukommelsen - lidelsen får os til at tænke, lidelsen tvinger os til at reflektere og bringe os ind i vores bevidsthedsfelt. Uden lidelsen går vi blot rundt i vore vante vaner.
Vil du være en del mit netværk her i Mandala?
Kærlig hilsen fra Anne |
|
| 26-04-2006 17:33:06 af
Marianne D.
|
|
Kære Marianne,
Tusinde tak for den gave, jeg tænker du giver til mange her i din blog om udbrændthed. Dels dit mod og din åbenhed ved at dele din egen historie med os andre, og dels tak for de mange faktuelle og faglige oplysninger om symptomer, konsekvenser, hvad der kan gøres m.v.
Jeg vil gerne dele min egen historie om udbrændthed med dig, og alle andre der er interesserede. Min måde at fortælle på, de ord jeg bruger o.s.v. hører til mit nye jeg. Den jeg blev på den anden side af udbrændthedskrisen.
En dag begyndte jeg at græde.
Det var en ganske almindelig dag. Jeg var på vej til et projektleder seminar, som min chef havde givet mig lov at deltage i som tak for en særlig indsats på jobbet. Jeg havde alt, syntes jeg dengang. Og det var sandt på et ydre materialistisk plan. Udover hus med have, egen bil, mand, familie, venner og fritidsinteresser, havde jeg et karrierejob i en stor dansk virksomhed. Hvad jeg ikke havde var jordforbindelse, kontakt med hvem jeg selv var, hvad min mision var i livet, og evnen til at give mig selv omsorg og kærlighed, evnen til at sætte hensigtsmæssige og kærlige grænser for mig selv. Det skulle jeg igennem udbrændtheden for at lære noget om.
Der kørte jeg i forårssol ud af motorvejen i retning mod Frederiksværk, og pludseligt blev jeg overvældet af en enorm sorgfuldhed. Vidste ikke over hvad, men mærkede blot trangen til at græde, at noget var fuldstændig galt. Dernæst blev jeg bange, for jeg kunne ikke genkende mig selv.
Jeg nåede frem til kursusstedet, og fandt min plads. Alting blev mere og mere underligt. Under præsentationsrunden hakkede og stammede jeg. Kunne ikke huske hvad jeg ville sige om mig selv og mine mål. Min stemme lød fremmed i mine ører. Lidt efter kunne jeg heller ikke høre eller forstå hvad de andre deltagere sagde. Hurtigt forlod jeg lokalet, kunne ikke vise de andre mit ansigt, ude af sig selv.
På toilettet græd jeg. Kunne slet ikke få kontrol med mig selv. Det var som om kroppen og sjælen græd med mig, og sindet blev holdt stangen. Jeg fik fat i en kursusleder og meldte mig syg og fra på stedet. Ringede også til min chef og sagde jeg var nød til at tage hjem. Kunne ikke holde op med at græde, og jeg vidste stadig ikke hvad jeg var ked af. Det var bare det hele på en gang.
Teoretisk kan et grådanfald maksimalt vare i 7 minutter. Men der står ikke skrevet nogen steder hvor korte pauser der kan være mellem hvert anfald. Tre dage tilbragte jeg i min seng eller sammenkrummet i fosterstilling på sofaen. Min daværende mand købte nødløgnen om influenza. Det gjorde min chef ikke. Han bookede en akut tid hos en krisepsykolog, og fortalte mig, at enten kørte jeg selv derover eller også kom han og hentede mig. Arbejdet skulle jeg ikke tænke på lige nu. Jeg er min tidligere chef taknemmelig for, at han tog ansvar og reagerede hurtigt på et tidspunkt hvor jeg ikke selv var i stand til det.
At jeg kom i kriseterapi med det samme har utvivlsomt haft en meget positiv indflydelse på mit forløb. Jeg var sygemeldt i nogle uger, og derefter kom jeg tilbage på arbejde på nedsat tid. Det var dog ikke slut dermed. Hele den 180 graders vending jeg skulle igennem med mig selv, min identitet, min integritet, hele min måde at være i verden på var først lige begyndt.
Min psykolog og jeg fungerede ikke sammen. Heldigvis blev jeg støttet af en sjæleven, og skiftede terapeut forholdsvis hurtigt i forløbet. Jeg lærte at det var ok at græde, og kunne gøre det frit i mit eget selskab. Senere lærte jeg trygheden i mig selv at kende, og kan nu græde hos andre, med andre, i min egen sorgfuldhed og i empati med andre.
Jeg skulle langt ned, inden jeg begyndte at komme til mig selv igen. Ikke det selv jeg tidligere havde anset for at være mig. Men en ny udgave af mig. Med større indsigt, større evne til at være berørt og turde vise det.
Helt nede på bunden af min smerte og fortvivlse var der på et tidspunkt blot mørke og ulyst til at være nogen eller noget overhovedet. En aften ramte jeg nulpunktet. Jeg overvejede selvmord. Det er hårdt at skrive det. En del af mig ryger i skam. Jeg har stadig svært ved at stå ved mig selv, at jeg har haft selvmordstanker. Har tidligere kaldt det noget andet, pakket det ind og bort. Flovt!
Ja, jeg havde selvmordstanker. I denne forfærdeligt ensomme tilstand så jeg en vision, en slags meditation. Jeg gik ud af en lang stendæmning, med et oprørt hav på begge sider. For enden af dæmningen var der en stor mørk borg. ”Herfra er der ingen vej tilbage – vil du gå her?” var spørgsmålet fra mit højere Selv til mit bevidste jeg. Svaret var højt og tydeligt NEJ. Derefter græd jeg endnu en flod, og faldt udmattet i søvn.
Om natten havde jeg denne drøm:
Jeg er i luften. Under mig er der en skov. Mørke fyrretræer, en skrænt ned mod en slugt. Jorden på skrænten er flået op. Noget er væltet eller rutchet ned her. Næsten nede i bunden af slugten ligger et udbrændt bilvrag. En træstamme forhindrer vraget i at rutche videre ned i slugten.
Nogle falckreddere trækker et livløst menneske ud af den smadrede bil, og lægger den dødes krop i en kraftig plast ligpose. Det er mig. Jeg er død og min ånd svæver over trætoppene. Ved den erkendelse bliver jeg meget ked af det. Næste sekvens i drømmen handler om hvordan jeg vågner i et meget smukt værelse, hvor lyset vælder ind. Der står friske blomster på et bord. Min krop er pakket ind i bandager og gør ondt overalt. En sygeplejerske smiler med det kærligste smil til mig og siger ”alt bliver godt”.
Her vendte nedturen. Jeg havde set og forstået et vigtigt budskab. Arbejdet var mit at gøre, personligt og sammen med mine bedste mennesker.
Sarah McLaghlan var min musiske healer i denne hårde tid. Hendes sjælfulde sang og vedkommende tekster kom til at betyde meget for mig. Særligt sangen ”Angel” – der handler om udbrændthed, og om ensomhed, om at være på grænsen til afgrundsdybt vanvid, og have modet til at bede englene om hjælp.
Sådan en tur i en af livets hårde vridemaskiner tager tid. Min udbrændthed var flettet ind i udskudt sorg over barnløshed.
Genfundet, genopdaget, genoplevet og noget mere end det, mødt i kærlig omsorg fra Gud eller Universet, kunne jeg begynde at træffe valg, der var i overenstemmelse med mig selv. Min jobbeskrivelse blev ændret på arbejdet, jeg kom på nedsat tid permanent, og begyndte på en ny uddannelse.
At jeg nu har genfortalt min historie og fået lov til at dele den med andre, får mig atter til at tænke på hvorfra jeg kom, den dag jeg begyndte at græde. Og hvor jeg er nu i forhold til begivenheder og epoker i mit liv. Der findes ingen tilfældigheder, men måske er det tilfældigt at mennesker er villige til at lære af deres erfaringer, og måske er det tilfældigt at vi nogle gange er villige til at glemme det igen?
Så tak for at have givet mig muligheden for at huske, på et tidspunkt i mit nuliv hvor jeg uden at være bevidst om det, har brug for at huske netop den dag på motorvejen, eller den morgen efter min udbrændthedsdrøm.
Husk, når Allah lukker en dør, åbner han en ny et andet sted. Tyrkisk ordsprog.
Kærlige lyse tanker fra
Marianne D. |
|
| 26-04-2006 18:49:44 af
Marianne H.
|
|
Kære Marianne D.
Tusind tak for dine ord - og min dybeste respekt for at du vil dele...............
Dine ord rør mig meget dybt og får tårene frem.
Mit indre græder, fordi jeg gennem din fortælling atter mærker fortvivelsen og genkender mørket og vejen - vejen som bringer lys med sig. Men hvor er vejen mørk, før du når til kanten af afgrunden, hvor du står ved skillevejen mod lyset.
Jeg mindes atter om den sorg og fortvivelse, som var og især den angst for, hvad fremtiden havde til mig, som er alle er mine bevægegrunde for at gøre lige præcis dette her.
Budskabet - Marianne D, det fortæller du så bevægende og samtidig så klart. Budskabet om at der er en vej, som kan få den, der i øjebikket er midt i mørket og smerten, til at tro på, at vejen er der et eller andet sted i mørket - den kommer - men hvornår er uvist.
Budskabet om, at det betyder noget at andre tager over og tager et ansvar, når man selv ikke kan og mest af alt budskabet om, at det betyder noget, at du lytter til dit indre og tør stole på, at du kan genfinde vejen til dig selv - igennem sorg og smerte tilbage til dig, som engang blev glemt i farten.
Som dit smukke tyrkiske ordsprog så enkelt fortæller - tager du imod de hjælpere som vises dig undervejs, til at du kan hele din smerte i dit indre og tage afsked - da frigives plads til at noget nyt og fantastisk kan komme til dig.
Af hjertet - tusind tak
Marianne |
|
|
|
Grupper 
Blogs 
Chat 
Opslag 
Events 
Musik & Podcast
