
|
|
Her i formiddag stod jeg og skrællede nedfaldsæbler til en æblekage, som vi tager med over til mine gamle forældre på 90 og 93 år i eftermiddag.
De bor stadigvæk i eget hjem, og er rimelige sunde og raske. De har altid spist hjemlavet mad. Jeg kan huske at det eneste, vi skulle købe var rugbrød - al anden mad lavede min mor selv. Far og mor har ikke fyldt sig med tilsætningsstoffer og anden ragelse. Så er de ydermere heldige med at være meget taknemlige for det gode og lange liv de har fået.
Lige så langt som jeg kan huske tilbage har æblet været FRUGTEN i vores familie- Selv da pengene var ret små - og vi var mange børn (7 ialt) var der råd til æbler i efter- og vintersæsonen. Hjemme på gården kom der jævnligt en æblemand fra Fyn - Rasmus hed han. Det var noget vi glædede os meget over, vi var ikke vant til andet frugt eller slik - så det var æblet vi havde at gøre godt med.
Vi savnede heller ikke andet - til jul fik vi appelsiner. Og en gang imellem kom vores bedstemor med bananer, det var vildt luksus.
mkh
Elsebeth
|
|