I begyndelsen var is og ild, og måske de også var en singularitet, for hvem kan egentlig vide hvad dette er. Måske var singulariteten ild og is, omkring et kæmpe gab af ingenting. End ikke tid og rum var der.

Men is og ild rummer jo i sig en spænding, en grundlæggende polaritet, noget der eksploderede eller udfoldede sig. Til rum-tiden og begyndelsen til det univers vi kender. Et Big Bang. Altet blev skabt, født som energier der udfolder sig i forskellige tilstandsformer, i masse, rum og tid. Til en begyndelse.

Som nu dette proto-univers køles ned, ild og is modererer hinanden, opstår en kvalitet der er central i vor forståelse af orden, nemlig fysik struktur. Partikler. Atomer.

Først Brint og Helium, der samler sig til sole. I hvis indre nye grundstoffer opstår, hele resten af den fysiske diversitet begyndes med stjerners død. Det er sandt som det siges. Alt og alle er stjernebørn. Og siden alt der har været, sætter spor i det der er, bestemmer hvad der kan blive, så er stjernerne i os. Som en mestendels glemt drøm om storheden i en anden eksistens som eksploderende sole og roterende galaksehobe. Og inden i os alle er der et sort hul, der gemmer den skabelse vi hver især må kravle ud af. Noget hemmeligt, det der kun kan hviskes om.

Men vi mennesker er i drømmen og sjælen også mere end det, noget nyt og hidtil uset. Har del i en tredje kraft, der ikke er ild og ikke is. Men er vilje, hensigt, formål. Noget fysikken ikke kan kvanteficere, ja knapt forholde sig til. Men det er der. Unægteligt. For uden denne inderste kraft, ville alting dø og forfalde, bukke under for termodynamikkens anden lov, gå til i entropi.

Resten af altet er kausalt, årsagsbestemt. Som dominobrikker der bare venter på at blive revet omkuld, så den til gengæld kan skubbe til den næste i rækken. I dette univers kan mennesket ikke være mere end biomekaniske marionetter for en altomfattende bestemthed.

Men vi har del i noget som er mere end dette viljesløse, kraftopløsende. Noget som er helligt og ophøjet og evigt.

Ud af tågerne af den første tid kommer liv og viljens inkarnering i stoffet. Ymir fødes, og lysten og viljen og trangen bliver del af verden. Og glemslen, det ikke mere at huske alt hvad man er og kommer fra, miste forbindelsen til hensigten, formålet, viljen til at samle og ordne og udvikle sig. Det instinktive væsen fødes, strides og dør, for det er alt det kan, og af dette skabes næste grad af kompleksitet.

I det gab der hedder non-determinisme er født først alting, så livet selv. Samt dermed også døden og striden mellem lyset og mørket. Senere så trangen og tilfredsstillelsen, glæden og skuffelsen. Og et selv der erkender at være den som føler dette, og endelig en fri vilje. Til at tage alt det der kommer, som man har tro og indsigt til. En ny måde at være til på, være stjernebørn igen som sprænger rum-tiden. Måske.

I rum-tidens alt hersker termo-dynamikkens love, og entropien lurer alle vegne. For rumtiden må alt dø og ende, enten i det store fade-out når alt ekspanderer stadig hurtigere i et mere og mere tomt univers. Eller i 'The big Crunch' når gravititeten trækker alting sammen til et enkelt transcendent punkt. En singularitet.

Over for dette står nu den frie vilje, og mennesket kan ved dens oplysning vælge en anden historie - noget mere end disse døde scenarioer. Og i de faseovergange der sker i et kaos-system, føder et eller andet, en hellig kraft, stadig større grader af orden, stadig nye kvaliteter, stadig mere total kontrol med kaos.

Dette er magterne, Regin, og dette er hvad de styrer. Vil. Gør. At livet favner himlen, at vi fødes og lever og dør som stjernebørn, sættende vores lys mod det mørke kaos der står stejlt uden for tjørnebuskene.

Først er for mennesket da at vælge at stille sig på gudernes side. At være Asatro og ville bidrage, forvalte arven og give den videre større og rigere.

Deraf følger en erkendelse af at dette valg må træffes af alle, og ikke alle vælger fremad, nogle står i skidtet og ser ikke andet, kigger ikke op efter solen. Og mange lukker øjnene og vender ryggen til det eksistentielle ansvar, er angste, dumme, dovne eller bare vælger at lade stå til og stå af. Fra ansvaret. For at verden forebliver hyre, gøres egnet til menneskeliv, i orden og beriget ved vores virke. Levende, voksende.

Og ingen magt på jord kan tvinge folk flest til at løfte byrden, men måske vi kunne være lidt bedre til at gøre folk opmærksomme på dette essentielle valgs eksistens. På konsekvenserne. Ved ikke at vælge til, ikke at vælge at være i æren. Vælge at være af kødet alene, glemme sit indre stjernebarn. Der ved sit håb og sit syn belyser hvad man kunne vælge.

Så ikke man glemmer at skider man på det hele, kommer der også til at lugte af lort omkring en. Er man ligeglad, bliver alt ligegyldigt. Menneskedyret lever i en grundlæggende ensom og fjendlig verden. Uden formål. Mening. Retning. Uden noget at tro på, uden det hellige og stjerneskæret i sin sjæl og som et perspektiv at måle sig selv imod såvel som at støtte sig til.

I æren må også være respekt. For verden som en uendelig mangfoldig faceteret levende organisme, verdenstræet Yggdrasil. Der for længst er vokset over hovedet på gud og hver mand. Således at ingen nu længere kan tro at jeg alene vide, at jeg begriber det hele, eller at nogen kan styre alt og entydigt bestemme noget som rigtigt og andet som forkert. Godt og ondt. Ønsket og uønsket.

Fordi der ikke er mig og resten af verden, ikke er os og de andre. Det hele er et levende hele, alting hænger sammen, og mangfoldighed er styrke og valgmuligheder. Modspil, modstand og udfordringer måske, men stadig muligheder. Og det er lykke når mulighederne gribes, når tingene lykkedes for en, og man trænger igennem forhænget og erobrer nyt land, nyt liv.

For verden vokser og gror hvis den på nogen måde kan få lov, det er altings natur. Hvis ikke man selv og hver især lever op til dette, så er man allerede ved at stivne og dø. For dette er strådøden, det at opgive kampen for at leve og vælge. Bidrage. For at være i æren.

Og som livet lærer en at være den man er, gøre det man kan, så finder man freden. Ved at være i balance med sig selv og sit eget liv, i harmoni med sin verden. I hellig ressonans med magterne. Hvilket ikke er det samme som der ikke stadig er modstand, kampe, valg og omkostninger. For roser har torne og uden for hegnet lurer jætterne.

Men man kender alt dette nu, ved hvordan man skal forholde sig til det, og har accepteret at det er der og også er en del af alting. Med samme ret til at være som alt andet. Alting har ret til at være hvad det er og udfolde de sider af altet det indeholder, og jorden er forskelle og modsætninger og uenigheder og mangfoldighed på flere måder end vi kan vide.

Hele kloden er mit odelsland, arvelod, og alt på den skal vokse og gro. For jeg ville da vel forvalte arven ringe, om jeg tillod nogen at misbruge og forurene og ødelægge min jord, forvandle frugtbare enge til slagmarker, gøre legende børn til tæmmede borgere og livet mindre end det kunne være.

Derfor møder man verden med smil og håb og tro. For at give lyset og glæden den føste mulighed for at præge livet. Og paraderne rede, men i lommen og ude af syne. Hævnen gemt væk inde i sig selv, som en sidste udvej kun, når ild må bekæmpes med ild. Fravalget og afvisningen holdt i kort snor, så man kan møde is med is når vintervejr fejer over verden, uden at man selv fryser til.

Og altid bidragende til at opretholde verden og den nye begyndelse der kontinuerligt skabes ved hver eneste troshandling, ved hvert et offer og alle blot. Altid værende spirituelle krigere og einherjer i magternes kamp mod opløsning, nedslidning og udvanding. Hvis altså vi tør vælge selv at ville være som guder, i det vi gør og er. Og måske med tiden nå til en helt ny singular orden. En hellig grad af kompleksitet, der vokser som et træ i et grænseløst tomt og dødt univers. Og med hele vor slægts dualitet levende i sig, en spænding af ild og is der så uværgelig må få det singulare til at sprænges og folde sig ud, så det kan befrugte nye tomrum med væren og hellig kraft.

For alle skal vi dø, og kun ved mindet kan vi leve udover tid og rum. Blive en begyndelse. Som en stjerne der eksploderer.