Mandala.dk
Interesseret i Konfliktløsning? Find venner med dine interesser på Mandala.dk

Alle Vinder Strategien

Kreativ Konfliktløsning

Velkommen.

Mit navn er Judith Frennung.

Jeg har beskæftiget mig med konfliktløsning og konflikthåndtering siden 1993.

Jeg har undervist mange mennesker - både som lærer, konsulent og som leder på min arbejdsplads.

Og jeg holder aldrig op med at være taknemmelig over, at jeg har lært at gå gennem tilværelsens konflikter med kreativ elegance.

Jeg ønsker for dig, at du også får glæde og inspiration ud af dine konflikter.



Den metode, der ligger til grund for alt mit arbejde med konflikter, handler om dialog og medfølelse eller empati.

Jeg har på dansk valgt at kalde metoden for Alle Vinder Strategien.



Alle Vinder Strategien hedder på engelsk Win-Win. Strategien blev første gang formuleret i 1986 under FN’s internationale fredsår under devicen: Skal der blive fred i verden, må hvert eneste menneske lære at holde fred med sig selv og sine omgivelser.

I løbet af Fredsåret blev der i Australien dannet et netværk, der hedder Conflict Resolution Network - CRN.

Netværket har lige siden arbejdet med at samle, udvikle og udbrede praktiske konfliktløsningsredskaber til brug for alle typer menneskelige sammenslutninger - lige fra familier til nationer.

Det var herfra, at jeg i 1993 fik mit kursus i konfliktløsning.

Metoden til konfliktløsning er beskrevet på netværkets adresse www.crnhq.org .

Linket nedenfor Om konflikthåndtering fører direkte til siden.

Alle Vinder Strategien handler om at tilgodese små og store behov med henblik at skabe situationer, hvor alle parter føler sig som vindere.

Til dette brug tilbyder strategien 12 overordnede værktøjer:

1. Selve Alle Vinder perspektivet som udgangspunkt for al konfliktløsning. Viden om konflikters natur er arbejdsgrundlaget.

2. Kreativ respons, der er en konfliktløsende måde at samtale på. Kreativ respons og nysgerrig interesse virker bedre end tankeløs reaktion

3. Omsorg, hvor indfølingen med andre mennesker trænes, så det bliver en ubesværet evne. Aktiv lytten er en del af dette værktøj. At lytte aktivt til hinanden giver en dybere forståelse og et bedre udgangspunkt for dialog og konfliktløsning.

4. Jeg-træning, hvor der tages hul på udvikling af assertion, selvværd, selvtillid og selvrespekt, fordi disse kvaliteter skaber indre ro, så ophidselse og aggressiv vrede bliver unødvendig

5. Magt ses her som et redskab til tilfredsstillende samarbejde. Det vil sige noget, der kan beskrive som personlig magtfuldhed sammen med andre personligt magtfulde mennesker. Vi taler om medmagt versus magtmisbrug. Magt er noget, man bruger til sammen med andre at opnå resultater.

6. Følelsesforløsning tages op som et uundværligt redskab for den gode konfliktløser. Følelser tackles her både intellektuelt og fysisk. Spørgsmål om hvordan følelser kan sætte sig i kroppen og hvordan de frigøres igen bliver berørt og afprøvet. Håndtering af følelser trøster og forløser. Det fører til sandfærdighed og tillid.

7. Viljen til konfliktløsning bliver her trænet ud fra erkendelsen af, at det er umuligt at løse en konflikt, hvis vi projicerer vores skyggesider over på andre mennesker. Arbejdet med at tackle det, som psykoanalytikeren Jung kalder skyggen, er det primære objekt for dette værktøj. Man tager sit ansvar for at bidrage til konfliktløsningen på sig.

8. Kortlægning af konflikter er et værktøj, der tager fat på at løse komplekse problemstillinger i sociale grupperinger. Her opnås overblik over, hvad konflikten indeholder. Et magtfuldt redskab, især når der er mange mennesker eller interessegrupper involveret.

9. Design af løsninger er en kreativ proces, der munder ud i en række konkrete løsningsforslag. Alle forslag bygges op som Alle Vinder situationer. Her lægges vægt på Dialog - ikke debat. Alle implicerede bidrager med kreativ tænkning til at skabe løsninger - sammen.

10. Forhandlingsteknik.

11. Mægling.

12. Det sidste værktøj handler om at se enhver konflikt i et større perspektiv. Attituden alene kan hjælpe med til spontan konfliktløsning.



Den gode konfliktløser træner sine analytiske evner ved hjælp af diagrammer, spørgeteknik og almindelig eftertænksomhed.

De kreative evner kan trænes ved hjælp af meditative teknikker, visualisering, positive bekræftelser, etc..

Fantasirejser, hvis indhold fx registreres i kunstnerisk form, kan inspirere til at se nye vinkler i små som store konflikter.

Når målet er, at alle skal vinde, og når kreative og analytiske evner samarbejder, står personen som en selvansvarlig, dynamisk og konfliktløsende samarbejdspartner på sin arbejdsplads, i sin projektgruppe, i sin familie eller i enhver anden af hverdagslivets situationer.

Med Alle Vinder Strategien er enhver klædt på til at gå tilværelsens små og store konflikter godt imøde.



I de syv år, der er gået, siden mit arbejde med konfliktløsning startede, er utopien om, at alle vinder blevet en integreret del i alt mit arbejde med ledelse, udvikling af værdigrundlag, personaleudvikling, miljøplanlægning og pædagogiske virkemidler.

Metoden er så rummelig, så den let kan forbinde sig med både meditation, NLP og stringent analytisk præcision.



Nedenfor finder du to artikler. De handler begge om konfliktløsning.

Den ene artikel handler om selve metoden og mine personlige erfaringer med at bruge den som underviser og konsulent.

Den anden artikel handler om nogle erfaringer med at bruge metoden i arbejdet med at skabe en værdig tilværelse for min funktionshæmmede datter.





Alle Vinder Strategien

af Judith Frennung - forår 1998



Konflikter er livets udfordringer til os. Uundgåelige og dynamiske. De er ofte ensbetydende med fjendskab, magtkampe - og nederlag. Men de rummer også en enestående mulighed for udvikling, forståelse - og fremfor alt forløsende vinding for alle parter.

Det kan være svært nok at finde ud af, hvad man vil med tilværelsen. Og det er ikke lettere at nå sine personlige mål samtidig med, at man skal fungere med andre mennesker.

Samarbejde og samliv kan nemt skabe konflikt. Konflikt mellem personlige mål og arbejdspladsens overordnede mål. Konflikt mellem egne ønsker og partnerens ønsker. Konflikt mellem personlige behov og familiens behov.

De allerfleste af os er opdraget til at tro, at hver gang, der er en vinder, er der også en taber. Det gælder bare om at komme ud af enhver situation som vinderen. Samvær med andre udvikler sig til prøvelser og kampe, der skal vindes - eller bliver tabt.

I familien kæmper forældre og børn med hinanden. I parforholdet kæmpes om opvasken, friheden og pengene. På arbejdspladsen kæmper ledelsen med de ansatte om lønnen. Og kolleger kæmper indbyrdes om de bedste placeringer.

Kæmp eller flygt

De andre truer vores frihed, lykke og muligheder for målopfyldelse. De vinder. Vi taber.

De andre kan også være nogle, vi elsker. Så ønsker vi, at de vinder. At de får deres frihed, lykke og ønsker opfyldt. Og da vinder-taber spillet er det eneste, vi kender, så ofrer vi os for dem, vi elsker. De vinder. Vi taber.

Konkurrencer er sjove, når de udspilles på sportspladsen, hvor sportsåndens spilleregler giver taber-vinder situationen en vis orden og mening.

Men livet i familien og på arbejdspladsen kan ikke organiseres udelukkende efter sportslivets regler. Konkurrencer i hverdagslivet er et mareridt. Magtkampe, rivalisering og jagten på prestige ødelægger hverdagen for mange. Kan vi ikke kæmpe, må vi flygte. Flugt ødelægger selvtilliden.

Men hvorfor flygter og kæmper vi? Fordi det ligger os i blodet. Kamp og flugt er instinktive metoder til konfliktløsning. De tjener levende organismers højeste formål: overlevelse.

Instinkterne er ældgamle og magtfulde. Med lynsnar præcision sætter de os i stand til at handle i overensstemmelse med forskellige typer konflikter. Hormoner spredes ud i hele organismen. Vi er klar til at knalde en knytnæve ind i fjendens tænder. Vi løber hurtigere end vinden bort fra det skræmmende. Eller vi sidder åndeløst paralyserede og venter på, at det truende onde forsvinder. Sådan taler kroppen.

Når der er tale om fysiske farer, har vi gavn af de gamle, kropslige instinkter. Det er godt at kunne slå fra sig, hvis vi bliver overfaldet. Og det er godt at flygte, hvis vi er ved at blive kørt ned af en lastbil.

Men i et moderne, komplekst samfund er det ikke længere nok at kæmpe eller flygte. Her er gnidningerne mellem mennesker af en sådan art, at vi har brug for mere avancerede former for konfliktløsning. Det er ikke godt at slå overlægen ned eller flygte fra et møde med kollegerne. Og kompromisser kan føles som lunkne forsøg på at glatte ud. De virkelige behov skubbes ind under gulvtæppet.

Når instinkter undertrykkes, bliver vi syge. Vi kommer til at lide af stress. Depressioner. Angstneuroser. Muskelspændinger. Vi har lyst til at slå fra os, men vil blive udelukket af vore sociale netværk, hvis vi gør det. Og ingen bryder sig om den konfliktsky person, der hele tiden stikker af.

Derfor holdes instinktive reaktioner i ave. Det værste er, når det nærmest er umuligt at få sagt tingene på en ordentlig måde til hinanden. Tavshed giver forhøjet blodtryk. Skænderier skaber sorg. Vi brænder ud. Konflikten mellem instinkt og nødvendig social adfærd synes uløselig.

Pinligt!

Jeg synes, det kan være ret pinligt at måtte indrømme, at man har problemer med konflikter. Især når man som jeg, har mediteret og arbejdet med selvudvikling i over tyve år.

Som et menneske med alternative tilbøjeligheder lå jeg før i tiden under for en uskreven lov om, at jeg skulle være kollosalt positiv. Venlig. Fredelig. Harmløs. Hele tiden.

I virkeligheden er jeg både hidsig og dramatisk. Pinligt. Mange timer er gået med at opdrage på mig selv. Uden held.

Selvom meditation var og er en af mine største lidenskaber her i livet, så gjorde mine daglige sessioner mig ikke bedre rustet til at håndtere mine konflikter med andre mennesker.

Jeg gik ud i verden. Slog. Eller blev slået. Angreb. Eller blev angrebet. Skældte ud. Eller blev råbt ad. Ignorerede. Eller blev overset. Jog folk på flugt. Eller krøb selv i et musehul.

Og de efterfølgende skyldfølelser tog jeg med mig ind i meditationen for at lappe sammen på mig selv efter de pinligt uåndelige sociale fejltrin. Fejltrin, som jeg ikke for min død kunne begribe, at jeg kunne blive ved med at begå.

Efterhånden fik jeg dog mistanke om, at mine konflikter med andre ikke handlede om en forkert personlighed. Mine konflikter opstod simpelthen, fordi jeg vadede rundt i sociale relationer som en hund i et spil kegler. Jeg indså pludselig, at jeg ikke kendte reglerne for, hvordan man bevæger sig gennem et konfliktfelt med visdom og elegance.

Så begyndte jeg at lede. Og som det altid går her i livet, så fandt jeg til sidst, hvad jeg søgte: en metode til konfliktløsning, der både gavnede min meditationspraksis og mine sociale færdigheder. Jeg fandt Alle-Vinder Strategien.

Holdning og metode

Som holdning er Alle-Vinder Strategien livskunst. Det er en måde at være på. En måde, hvor det ikke længere er vigtigt at vinde over andre. Det er ikke længere vigtigt at have ret.

Derimod er det vigtigt at være glad - sammen med andre glade mennesker. Det handler om at tilgodese små og store behov med henblik på at skabe en situation, hvor alle parter føler sig som vindere.

Med Alle-Vinder Strategien som metode bliver det muligt at ændre sine holdninger og tage et meget personligt ansvar for reglerne i sit liv. Strategien udvikler en kreativ form for livsstil, der sætter én i stand til hele tiden at tilgodese både egne og andre menneskers behov. Løsninger på konflikter er noget, mennesker skaber sammen.

Det var en stor lettelse for mig at opdage, at konflikter hverken er gode eller dårlige. De er bare. Konflikter kan sammenlignes med to bølger, der mødes. Interferens opstår. Også selvom bølgerne er på samme frekvens. For selvom lige leger bedst, forhindrer det ikke, at bølgerne kan gå højt. Heldigvis er høje bølger gode at surfe på.

Alle-Vinder Strategien har verdensfred som mål - ud fra den forestilling, at før mennesker kan tackle konflikter i store sammenhænge, må de først lære at tackle deres egne konflikter. Både dem, de har med sig selv, og dem de har med deres nærmeste.

Egentlig er der intet nyt under solen i Alle-Vinder Strategien. Verdensfred har stået på den interna-tionale ønskeliste i årtier. Og metoderne er gamle kendinge for folk, der arbejder med meditation, kommunikation, positive bekræftelser, assertion osv. Alligevel virker det befriende på alle, der kommer til at arbejde med disse tanker, fordi målet er nyt. Jeg vinder. Og du vinder. Og går vi sammen, så vinder vi endnu mere.

Det er en stor, personlig befrielse for os at opgive frygten for at tabe. Ja, det er mere end det. I en Alle-Vinder kultur kan vi tillidsfuldt hengive os til medmennesket, fordi det ikke længere er en po-tentiel fjende. Mit medmenneske ønsker også, at jeg skal vinde. Jeg ønsker, at mit medmenneske vinder. Sammen føler vi os accepterede og trygge. Når energien ikke går til spilde i kamp og kævl, kan den bruges til at skabe med - til gavn for fællesskabet.

Kend dine behov

Verdensfred bygger ikke på pæne manerer. Den bygger på total tilfredsstillelse af alle behov. En skræmmende tanke? Lad os et øjeblik glemme frygten for, hvad der vil ske, hvis alle mennesker i verden fik samme levestandard som os selv. Lad os i stedet se på behov som fænomen.

Behov. Den sugende, kildrende fornemmelse af at have brug for noget. Mad. Sex. Læ. Tøj. Tryg-hed. Kærlighed. Succes. Behov driver os til at formulere vores mål. Og de handlinger, der leder til målet, er også drevet af de underliggende behov.

Kendskabet til vores egne behov er basis for Alle-Vinder situationer. Når vi kan beskrive vores behov for andre, bliver det lettere for dem at forstå os. Vi giver noget af os selv. De andre sender noget af sig selv tilbage. Samarbejde kan opstå.

Det kan være et problem at kende sine egne behov. Og svært at tale om dem. Derfor er træning af selvværd, selvtillid og selvrespekt vigtig for den, der vil skabe Alle-Vinder situationer.

Når jeg holder kurser i Alle-Vinder Strategien, starter vi med at finde frem til behov ved hjælp af deres negative udtryk. Usikkerhed, tvivl, myoser, fjendskab og vold er tegn på undertrykte behov. Næste skridt er at tale sammen. For at skabe en konfliktløsende samtale må vi lære at lytte med om-sorg og respekt.

Magtmisbrug og afmagt er årsag til mange konflikter. Derfor arbejder vi med at udvikle nye måder at være magtfulde på. Personligt og kærligt magtfulde. Følelser og følelsesforløsning er også vigtige redskaber for Alle-Vinder Strategien.

Nogle gange løber vi ind i situationer, hvor vi dyrker vores konflikt. At nægte at tilgive en eller anden, der har såre én dybt, kan ligefrem være forbundet med en sær nydelse. Derfor hører arbejdet med vores skyggeside i jungiansk betydning med til Alle-Vinder Strategiens værktøjskasse.

Ledelsesværktøj

Alle-Vinder Strategien er en dejlig hjælper i hverdagen. Den er også et genialt ledelsesværktøj, som kan indarbejdes i allerede eksisterende systemer. Skal en virksomhed fx indføre miljøstyring, kan der hurtigt opstå så mange konflikter, at det bliver nødvendigt med en udefra kommende konfliktløser.

Først sættes projektets deltagere til at kortlægge konflikten. Det sker ved at undersøge hver enkelt deltagers behov og bekymringer. Herefter bruges der tid på at finde ud af hvilke værdier, der er vigtige for projektet.

Det er også vigtigt, at alle kan genkende sig selv og sine behov i den fælles målsætning. Derfor er det nødvendigt at kende sine egne mål. Det skal der bruges tid på. Så analyseres konflikten, og deltagerne skaber sammen en række Alle-Vinder løsningsforslag. Undertiden kræver processen, at der både skal visualiseres, mediteres, forhandles og gennemføres mæglinger.

Som tænkt eksempel kan nævnes en virksomhed, hvor de ansatte, at der bliver lavet en lille, økologisk have, som de kan puste ud i. Ledelsen synes, det er noget pjat. En virksomhed er en forretning, der skal drives på den mest økonomiske måde. Haver kan man lave derhjemme. Desuden koster de penge.

Ved at analysere behovene fremgår det, at ledelsen har behov for effektive medarbejdere. Den er bekymret for, om haven vil medføre mindre disciplin og flere kaffepauser.

Medarbejderne er på deres side sikre på, at de bliver mere produktive, hvis de kan holde pauser omgivet af træer og planter, der ikke er sprøjtede. Frisk luft skærper koncentrationsevnen og kreativiteten.

Den fælles målsætning for ledelse og ansatte er en velfungerende virksomhed, der skaber gode, vellønnede arbejdspladser til alle. Resultatet af en Alle-Vinder proces kunne være, at virksomheden i en periode afgav en bestemt procentdel af overskuddet til en havepulje. Når der er penge nok, bliver haven lavet. Måske oven i købet af ledelse og medarbejderne selv.

Som en særlig gevinst viser det sig måske, at den økologiske have er med til at give virksomheden et miljø-image. Og kunderne føler sig måske mere velkomne, når de kan mødes med salgsafdelingen i haven.

Et valg

Folk spørger mig tit, om det ikke er besværligt med alle de processer. Der skal både mediteres, visualiseres, skrives ned, trænes i aktiv lytten, udvikles selvtillid, indøves taleteknik og hvad ved jeg.

Jo, det kræver en indsats. Men det kræver endnu mere energi at skændes, hade sit arbejde, udvikle stressbetingede sygdomme, opleve den ene fiasko efter den anden og lide under smertefulde brud med andre mennesker.

Ønsket om, at alle vinder, er et valg. Efterhånden bliver metoderne til at skabe Alle-Vinder situationer en god vane. Når målet er, at alle vinder, og når kreative og analytiske evner arbejder sammen, står mennesket som en selvansvarlig, dynamisk og konfliktløsende samarbejdspartner på sin arbejdsplads, i sin projektgruppe, i sin familie og i enhver anden af hverdagslivets situationer.

Husk på, at energi brugt på kamp kommer tilbage som smerte. Men energi brugt på konfliktløsning kommer tilbage som livsglæde.

Artiklen har været trykt i Nyt Aspekt - Marts 1998.





Handicap - et liv med konflikter

af Judith Frennung - Julen 1998.



Solen skinner. Min datter Dagmar kommer ind ad døren. Hun har afblegede striber i håret. Nogle gange er de lilla. Andre gange grønne. I dag er de bare hvide. Hun har været nede og købe Titanic på video. Med venstre hånd siger hun, at jeg skal beherske mig, når vi ser filmen. Hun kender sin mor. Jeg kommer sikkert til at tude over filmen. Smilende sætter hun filmen i videomaskinen, mens dagens sidste sol blinker i næsens og ørets ringe af guld.

Dagmar er spastiker. Hun er tegnsproget. Selvom hun kan høre og forstår dansk, så er hendes eget sprog døves tegnsprog. Hvis ikke hun havde lært tegnsprog, ville hun være sprogløs, fordi hun har afasi/dysfasi og er stum. Jeg er stolt af min datter. Hun er stærk og modig. Hun har klaret sig gennem en voldsom start på livet med sin glæde i behold. Hun er vokset op til at blive en ung kvinde, der drømmer om at få mand og barn og eget liv. Hun er nået meget længere end lægerne forudsagde dengang. Dengang for snart 18 år siden, da vores liv tog en helt ny retning.

Blod, sved og tårer

Dagmar er født sund og rask. Men så blev hun vaccineret og derefter pludselig syg med kramper og bevidstløshed. Efter mere end én måneds indlæggelse på hospital var alting forandret. Min tre måneder gamle datter var blevet hjerneskadet. Og jeg blev ét slag tvunget ind som deltager i en magtkamp, der har varet lige siden. Magternes kamp om hvad der er bedst for min datter. Min magt. Eller måske rettere afmagt. Myndighedernes magt. Hen over hovedet på det menneskevæsen, som nu skulle finde sig til rette i en krop, der havde fået et ordentligt gok i nødden.

I begyndelsen var jeg fortvivlet. Rystet. Utrøstelig. Autoritetstro og konfliktsky. Og så var jeg uendeligt grænseløs naiv. Troskyldigt spurgte jeg lægerne om ikke den dér kighostevaccination, der var blevet givet seks uger tidligere, kunne have noget at gøre med, at de samme seks uger var blevet fyldt med sygdomme, feber, udslæt, kramper og bevidstløshed. Omgående blev jeg mødt af en stor og magtfuld vrede. Jeg blev klar over, at den slags taler man ikke om. Men jeg holdt ikke op med at tænke det.

Min datter fik en diagnose, der fortalte, at hun var dybt åndssvag og at hendes lemmer i højre side sandsynligvis aldrig ville vokse. Jeg begyndte at tale om genoptræning af hjernen og blev klar over, at når der foreligger en diagnose, så har man bare at bøje hovedet og tro på den. Men i mit stille sind besluttede jeg, at min datter var født rask - og så skulle hun også have alle de bedste muligheder for at genvinde sin sundhed og sin førlighed. Selvom alt pegede i retning af, at jeg var nødt til at finde metoderne selv.

I begyndelsen havde jeg kun mine instinkter. Og jeg havde lidt kendskab til tibetansk urtemedicin og homøopati. Så allerede på hospitalet begyndte jeg at famle mig vej frem til det, der i dag har givet min datter mulighed for at blive en toptunet, normalbegavet og selvtillidsfuld spasser. I dag er der ingen, der løfter et øjenbryn, når talen falder på alternative behandlingsformer. Men dengang var det nærmest en forbrydelse. Så at mine metoder kom til at virke, var der ingen, der ville tro på dengang.

Jeg var altid omgivet af en dyb forargelse. De læger, sygeplejesker og andre professionelle behandlere, der skulle være mine højtuddannede samarbejdspartnere og rådgivere, blev mine modstandere. Mange høje lønninger er i årenes løb blevet udbetalt til en hær af mennesker, der har brugt deres tid og magt på at gøre min og min datters liv til et helvede og mareridt.

Alligevel blev jeg ved med at føle. Jeg følte i mit hjerte, at man kunne gøre noget mere i forbindelse med hjerneskader end blot strækøvelser og operationer. Men følelser er svære at bruge i magtkampe. Ingen tager enlige mødres vagt formulerede følelser alvorligt. Tilværelsen blev en kamp. En evig krig med myndighederne. Og mellem slagene skjulte jeg mig i hjemmets skyttegrav. Alene med min datter.

De fleste slag tabte jeg. Enkelte vandt jeg dog. Den ene vigtige sejr var dengang, jeg fik gennemtrumfet, at min datter kom i en almindelig børnehave med støttepædagog. Jeg skulle fortælle et panel af magtfulde eksperter om min beslutning. Og jeg var så bange, at jeg ikke turde sige noget. I min nød tog jeg min datters fingerdukker op, som jeg havde i lommen. Jeg satte dem på fingrene og dukkerne fortalte nu, at Judith var så bange for at fortælle om sine ønsker, så hun havde bedt dukkerne om at fremføre sagen. Alle måbede. Af én eller anden grund blev jeg ikke erklæret sindssyg. Og min datter kom i børnehave.

En anden sejr var dengang neurologen anklagede mig for at være subjektiv og følelsesmæssigt labil. I stedet for at forsvare mig råbte jeg stortudende, at jeg naturligvis ikke bare var følelsesmæssigt labil. Jeg var også totalt ude af mig selv. Som handicapmor var jeg dybt følelsesmæssigt involveret og hundrede procent subjektiv. Og hvis han ikke kunne acceptere det, så ville jeg foreslå ham at finde nogle andre patienter, der ikke havde problemer. Det lukkede munden på ham.

Kampene med fysioterapeuter og neurologer har heller ikke været lette. I løbet af nogle år blev jeg klar over, at fysioterapi krydret med operationer var for lidt. Jeg fornemmede, at der måtte andre boller på suppen. Trods eksperternes påstande om, at jeg endnu engang var ved at forværre min datters hjerneskade med mine vanvittige idéer, begyndte min datter at gå til træning hos Teddy Øfeldt. Det foreløbige resultat har været, at hun har smidt kørestolen.

Det lyder jo meget godt. Det der med, at jeg har fået min vilje i ny og næ. Men undervejs fik jeg mange klø af autoriteterne. Og jeg nåede at blive uendelig træt. Nogle gange sad jeg bare og hang på en stol skræmt over min egen træthed. Og når jeg løftede blikket så jeg andre forældre omkring mig. Handicapforældre. De var lige så trætte. Vi var alle sammen så trætte, så vi for det meste ikke havde overskud til at hjælpe og støtte hinanden.

Nå ja, og så var der alle konflikterne med andre mennesker i hverdagen. Nogle af konflikterne kom ikke til udtryk. De foregik bare inden i mig. I mine følelser. Presset ved at være overbegloet overalt skabte smerte. Andre menneskers uvidenhed og frygt skabte sorg. Og det var et chok at opdage, at nogle mennesker blev misundelige, da vi fik invalidebil.

At have et handicap er selvfølgelig møganstrengende. Men det er der jo så meget, der er. Næ, jeg har altid syntes, at omgivelsernes reaktioner har været langt det værste i vores tilværelse. Vi lever i en af samfundets udstødningszoner. Og selvom vi har fået FN´s nye standardregler for handicappede, og det danske samfund bliver stadig mere oplyst om handicappede menneskers hverdag, så skal vi hele tiden kæmpe for vores værdighed og ret.

På et eller andet tidspunkt midt i processen var jeg blevet godt træt af at kæmpe. Jeg var blevet klar over, at jeg brugte mine kræfter helt forkert. Min målsætning var stadigvæk at toptune min datter til et godt liv. Jeg havde døbt mit forehavende ”Projekt handicappet med sjov, værdighed og glæde.” Og min datters stædighed, livsvilje og mod gjorde det muligt at skabe et sådan projekt. Men mine forhandlingsmetoder forekom mig helt ubrugelige. Det kunne ikke være rigtigt, at man skulle bruge så mange kræfter på at få så lidt ud af det.

Ofte sad jeg og tænkte over mit arbejde. At være handicapmor er verdens mærkeligste arbejde. Det er usynligt. Og ulønnet. Jo mere man gør ud af det, jo fattigere bliver man. Man har ingen fine titler at gøre sig til med. Helt slemt bliver det, hvis der ikke er en mand i huset. Så er barnet på alle måder stemplet som en taber. Handicappet barn af enlig mor. Kan det blive mere ynkeligt? Og de resultater barnet udviser, som følge af den træning eller hvad man nu foretager sig i hjemmet, kan ikke godkendes af myndighederne. Ikke umiddelbart. Den stående bemærkning har i hvert fald altid været: ”Nå, det var nok sket af sig selv.” Underforstået, at Dagmars og min uprofessionelle indsats i hverdagen er virkningsløst tidsspilde.

Langsomt begyndte jeg at indse, at hvis Projekt handicappet med sjov, værdighed og glæde skulle lykkes, så måtte jeg blive mere professionel. Jeg havde brug for en uddannelse til handicapmor. Og da der ikke var nogen skoler for det, så måtte jeg lave uddannelsen selv.

Det mest iøjnefaldende ved mit liv var alle konflikterne. Derfor begyndte jeg at studere konfliktteorier. Og mest af alt begyndte jeg at samle på metoder til konfliktløsning. Det allerstørste gennembrud i mine studier kom, da jeg faldt over en metode, der hedder Alle-Vinder Strategien. Grundidéen er i al sin enkelthed, at de kæmpende parter i en konflikt helst skal forlade arenaen som vindere. Alle sammen. Det er måske ikke altid, det lykkes, men alene det, at man forsøger, har en forløsende virkning.

Løsning, befrielse og glæde

Alle-Vinder Strategien er både en holdning og en metode. Som holdning er Alle-Vinder Strategien livskunst. Det er en måde at være på. En måde, hvor det ikke længere er vigtigt at vinde over andre. Det er ikke længere vigtigt at have ret. Derimod er det vigtigt at være glad. Glad sammen med andre glade mennesker.

Med Alle-Vinder Strategien som metode bliver det muligt at ændre sine holdninger og tage et meget personligt ansvar for reglerne i sit liv. Alle-Vinder tænkningen udvikler den kreative form for livsstil, der gør én i stand til hele tiden at tilgodese både egne og andre menneskers behov. Løsninger på konflikter er noget, mennesker skaber sammen.

Det var en stor lettelse for mig at opdage, at konflikter hverken er gode eller dårlige. De er bare. Jeg kastede mig nu ud i mine konflikter med min hastigt voksende konfliktløsnings-kogebog under armen. Snart begyndte jeg at få resultater i hverdagen. Jeg blev bedre til at formulere mig. Jeg blev meget bedre til at fremsætte mine ønsker, så jeg blev hørt. Jeg holdt op med at angribe. Jeg udviklede og udvikler stadig mine evner til at forhandle. Jeg trænede min selvtillid, selvværd og selvrespekt. Og jeg tog fat på begrebet magt. Hvad er magt? Hvem har magt? Hvorfor har nogen afmagt? Hvordan går det til? Jeg havde hele tiden kendt til meditation, men nu tog jeg fat på at bruge meditationen for at blive mere klar i hjernen og udvikle min kreativitet. Jeg begyndte at bruge flere måder at argumentere på. For eksempel benyttede jeg hjemmevideo'en til at filme min datters tegnsprog.

Succes med en forhandling

Jeg vil gerne fortælle om denne film, fordi den blev nøglen til et helt nyt liv for Dagmar og mig og hele vores sociale netværk. Først vil jeg lige fortælle om Dagmars afasi. Afasien hænger sammen med en blodudtrædning i hjernen, der har annuleret talecentret. Derfor er Dagmar totalt ordblind og talblind. Hun forstår alt. Men hun kan ikke læse og skrive. Og hun kan fremfor alt ikke tale. Det gør hende meget, meget sårbar. Uden et sprog og uden mulighed for at skrive sine tanker, spørgsmål og ønsker indså jeg hurtigt, at Dagmar var i stor fare for at blive totalt undertrykt af sine omgivelser. Derfor blev det altafgørende for mig at skaffe hende et kommunikationsmiddel, så hun kunne komme til at klare sig i verden. På Dagmars institutioner brugte man Bliss. Jeg syntes, at det var et fint redskab, men det passede ligesom ikke rigtigt til Dagmars temperament. Derfor var jeg hele tiden på udkig efter noget andet.

I den børnehave, hvor jeg arbejdede, kom der hver dag en far for at hente sin datter. Nogle gange havde han sin ældste søn med. Sønnen var døv. Ved at se på deres måde at tale sammen på - med hænderne - forstod jeg, at dét sprog ville være det perfekte sprog for Dagmar, der dengang var tre år. Det var indlysende for mig. Men de næste otte års galleri af lærere, pædagoger, læger, psykologer, talepædagoger og ledere på døveskoler gjorde alt for at overbevise mig om det modsatte.

Jeg orker ikke at fortælle om al den sorg, vi har gennemlevet, al den modstand vi har mødt og alle de tårer vi har grædt på grund af endeløse rækker af hørende og døve magthaveres store behov for at forhindre Dagmar i at få et tegnsprog. Men jeg kan fortælle, at en skolepsykolog gjorde sig megen umage med at fortælle, at mit slid med at lære tegnsprogsordbøger udenad var skadeligt for Dagmar. Det gav hende falske forhåbninger om et godt liv med kammerater og kærester. Efter hans mening nærmede det sig omsorgssvigt at tvinge hende ind i en sprogverden, hvor hun ville blive totalt ensom med sit sprog. Jeg forsøgte at forklare ham, at den eneste grund til hendes ensomhed var danske regler om, at hørende ikke må være sammen med døve. Hvis man kunne ophæve den regel og sende hende på døveskole, så ville der være masser af kammerater. Men nej. Ingen troede på mig. Mine idéer blev anset for ”...at være dødfødte” - for at bruge PPR’s ordvalg.

På et tidspunkt var jeg så bange for, at Dagmar skulle blive sindssyg af mangel på et menneskeligt sprog, at jeg var på vej til menneskerettighedsdomstolen i Haag for at indklage Danmark for grov undertrykkelse af en sproglig minoritet: Dagmar. Dagmar som en stum person, der havde stort behov for tegnsprog og stor evne for at lære det. Men desværre var hun efter veltalende menneskers mening ikke berettiget til at bruge det.

Heldigvis kom jeg aldrig af sted. I stedet smilede skæbnen til os. I 1994 fik Døveskolen i Ålborg via uformelle kanaler nys om os. Og skolen ville gerne gøre et forsøg med at tage Dagmar som elev.

Mit arbejde med konfliktløsning gjorde, at jeg ønskede en løsning, der både kunne gavne os, gavne andre børn i samme situation og gavne myndighederne, der ville have glæde af at prøve lidt nytænkning. Derfor videofilmede jeg vores prøveophold på Ålborgskolen.

Da vi kom hjem inviterede jeg psykologer og sociale myndigheder hjem til kaffe, lagkage og video. Det er den bedste video, jeg nogensinde har lavet. Nøglen til et nyt liv. Da de prominente gæster havde set den, måtte de indrømme, at en hørende spastiker godt kan tale med hænderne.

I dag er min datter ikke længere en stum afatiker. Hun er beskrevet som et tegnsprogsafhængigt menneske, der klarer sig bedst i et visuelt sprogmiljø. Ingen kan forstå, at hun har nogensinde har kunnet klare sig uden tegnsprog. Familie og venner går på tegnsprogskursus. Hendes sprog er blevet socialt anerkendt. Og indtil nu viser folks tilbagemeldinger på mine artikler, at en familie med en mongoloid datter samt en ung mutist-pige haft glæde af, at den administrative og pædagogiske vej til det visuelle sprogmiljø er blevet lidt mere farbar for hørende.

Konflikter - enestående muligheder for udvikling

Måske startede Dagmars og min fælles tilværelse som et forlis af titanic’ske dimensioner. Men vi overlevede. Og jeg kan se tilbage på 17 år, der viser, at det nytter at tage fat. Alt i alt har jeg udviklet et godt, kærligt og tæt samarbejde med de sociale myndigheder. Vi har en elskelig praktiserende læge, der interesserer sig for akupunktur, krop-sind medicin og nye veje i den lægelige behandling. Dagmar træner hos Teddy Øfeldt. Og hun bliver stadigt bedre til tegnsprog. Det sprog, som hun først har fået lov til at bruge for fire år siden. Hun er en smuk, ung kvinde, der har god selvtillid.

Ved hjælp af Alle-Vinder Strategien har jeg formået at vende mange rædselsfulde situationer til enestående muligheder for udvikling.

Artiklen har været trykt i LØS-NET, medlemsblad for Landsforeningen for Økosamfund, sensommer 1999

Kærlige hilsner Judith Frennung

Om meditation
Om konflikthåndtering
Om Dalai Lama


Judith Frennung


Få din egen gratis hjemmeside på Mandala.dk's Gaia Eller besøg Mandala.dk