Vacinationsskade
-foredrag til en høring om vacciner
af Judith Frennung
Indlæg til vaccinationshøring arrangeret af Vaccinationsforum i samarbejde med Forældre&Fødsel - Slagelse den 1. juni 1996
Jeg hedder Judith, og jeg er mor til Dagmar. Dagmar blev født helt rask og normal. Hendes fødsel var lige så normal som enhver anden hospitalsfødsel. Indtil hun var knap to måneder gammel, havde hun det fint. Men så fik hun en kighostevaccine ... og lige pludseligt skete der en hel masse mærkelig ting med hende. Hun fik kramper, der blev ved dag og nat i en måneds tid. Alle hendes livsfunktioner blev varetaget af maskiner, og alle troede, at hun skulle dø.
Enden på det hele blev den store gevinst kaldet hjerneskade. Ingen læger ville tale med mig om det - og jeg følte, at jeg virkelig opførte mig uartigt, når jeg spurgte, om der måske kunne være en sammenhæng til vaccinationen. Jeg lod mig skræmme til tavshed.
Den forklaring, jeg selv ved venners (hjerneforskere, biologer mfl.) og egen hjælp har fundet frem til, er, at min datter fik et allergisk chok som følge af indgrebet. Og jeg ved nu, at hun kun er én blandt flere. Dagmar og jeg fylder ikke meget i sundhedsstatistikken. Vi ligger, hvis vi er heldige, nede i et hjørne under overskriften "Skraldespand". Derfor har vi heller aldrig fået så meget som en undskyldning.
Store familiemæssige omkostninger
Det er naturligvis en grusom og fortvivlet historie, der har været årsag til familiemæssige tragedier, opsplittede forhold, ensomhed og litervis af tårer. Mine tårer. Min datters. Men på et tidspunkt besluttede jeg, at et liv med en delvist annuleret hjerne også er et liv. Og et vigtigt liv. Jeg døbte min opgave som mor "Projekt Handicappet med sjov, glæde og værdighed". Jeg siger dette, fordi jeg ikke ønsker, at min deltagelse her i dag skal medvirke til at sætte livet som handicappet i et tragisk lys. Og det at leve sammen med en handicappet er en vidunderlig oplevelse, der har lært mig kærlighed, medfølelse, dybsindighed og indblik i en lang række samfundsforhold, som jeg ikke anede eksisterede.
Min datter udstråler i dag glæde ved livet og selvværd. Det er slet ikke så slemt at være handicappet .... når nu det skal være.
Vaccinationer skal netop beskytte - eller hvad?
Jeg taler om det handicappede menneske for at sætte vaccinationsdiskusssionen ind i en bredere sammenhæng. Vaccinationer skal jo netop beskytte samfundet imod handicappede mennesker. Og dermed imod folk som min datter. Men hendes handicap er blevet skabt af netop den metode, der skulle beskytte hende imod handicap.
Selvom jeg aldrig officielt har fået nogen til at indrømme, at der kan være sammenhæng mellem kighostevaccination og hjerneskade, så er jeg selv overbevist om, at der er en sammenhæng. Jeg ved, at hvis jeg nogensinde skulle være så heldig at få kræfter til at føde flere børn, så skal de naturligvis ikke vaccineres. Jeg vil benytte homøopati, hvis jeg skulle blive nervøs for at tiltrække kolera og den slags. Og børnesygdomme, dem er jeg ikke nervøs for. Tværtimod.
Krænkelse af forældres demokratiske ret
Mit personlige synspunkt er dog ikke bevæggrund for at sige ja til at sidde her i dag. Det er derimod bekymringen over de krænkelser, jeg oplever, at der fra myndigheders side begås mod forældres demokratiske ret til at sige ja eller nej til vaccinationer - og til at sige det på en oplyst baggrund. Med oplysning tænker jeg ikke på, at forældre skal præsenteres for en hel masse statistikker om de frygtelige sygdomme som ikke-vaccinerede børn bliver angrebet af, fordi jeg som akademiker ved, at statistikker kan læses, som fanden læser bibelen. Statistikker er gode pejleredskaber, der viser noget om fænomeners udbredelse, men de kan ikke stå alene som baggrund for vigtige beslutninger her i livet, fordi de svar, som statistikkerne giver er afhængige af de spørgsmål, som man stiller. Det gælder også for de statistikker, jeg selv laver. Med oplysning tænker jeg heller ikke på, at forældrene skal udstyres med medicinalindustriens reklamer for bestemte produkters fortræffeligheder. Med oplysning tænker jeg på så mange informationer som muligt fra mange forskellige kilder. Også kilder, der sagligt og med videnskabelige korrekthed beretter om skaderne ved vacciner samt videregiver resultater fra hæderlig, bias-fri forskning i vaccineskader.
Forældre føler sig presset til vaccination
Men tilbage i lægeværelset er det krænkelserne imod forældrenes ret til at få deres beslutning om et nej respekteret, der bekymrer mig. Jeg er bekymret over at høre om, at så mange forældre føler sig pressede til at lade deres børn vaccinere. Skyldfølelser og dødsangst er menneskelige følelser, der sammen med udvidenhed manipuleres rundt med i lægekonsultationerne for at tvinge forældrene til at lade deres børn vaccinere. Det er betænkeligt. Det er skræmmende, og det kan ikke andet end svække tilliden til lægeinstitutionen.
Jeg har selv kun to læger i mit liv, som jeg har tillid til. Og det er min læge gennem snart ti år Ole Hansen og min anden læge gennem snart 13 år Hans Jørgen Abildgaard. For mig skal en læge være som disse to. En højtuddannet konsulent, rådgiver og samarbejdspartner. Ikke en person, der misbruger sin uddannelse og position til at sætte dagsordenen for min families tilværelse. Og som kan tillade sig at gemme eventuelle skader ved en behandling bag tykke røgslør, så man er overladt til selv at rydde op i ruinerne af en ødelagt tilværelse. Hvis jeg skal sige ja til en behandling, skal det være fordi, jeg føler mig tryg, oplyst og tillidsfuld. Ikke fordi jeg er skræmt fra vid og sans.
Da jeg hørte rygter om, at rigtig mange forældre føler sig pressede til at lade deres børn vaccinere, så følte jeg, at tiden var inde til efter 15 år igen at tænke på vaccinationer. Jeg er hverken for eller imod vaccinationer. Men jeg er imod, at vaccinationsskader skal holdes hemmelige og derfor aldrig bliver undersøgt. Det skaber en frygtelig form for ikke-viden, der forhindrer samfundets institutioner i at udvikle sikre og effektive vacciner - måske med helt andre midler end dem, vi hidtil er blevet udsat for.
Vi er som forældre borgere. Vi har stemmeret. En ret, der principielt burde være retten til at være med til at beslutte, hvordan vores samfund skal indrettes. Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg er aldrig blevet hørt i beslutningen om, at hele befolkningen skal være vaccineret imod snart sagt hvad som helst. Og helst flere gange. Det er en beslutning, der er blevet taget hen over hovederne på os. Og skal denne beslutning ledsages af tvang, så bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg lever i et demokrati eller et oplyst enevælde.
Hvem har interessen i vaccinationer?
Jeg er glad for, at der findes læger i verden. Men har lægerne den endelige magt og eneste kompetence, når begreber som sygdom og sundhed skal defineres? Og hvad med medicinalindustriens interesser i vaccinationer? Medicinalindustrien er en almindelig industri, der har brug for vækst. Det vil sige, at industrien har brug for sygdom ... og angst for sygdom. Massevaccinationer af hele verdens befolkning er en god forretning, hvilket for mig er i orden. Men det er ikke i orden, hvis industriens behov for markedsandele skal sætte den politiske dagsorden for hvordan og med hvilke midler, målet skal nås. Eller hvis samme behov skal forhindre udviklingen af en seriøs forskning i vaccinernes sikkerhed og langtidsvirkninger.
Ligeværdig debat ønskes
Jeg ønsker som alle andre at være omgivet af sunde og lykkelige mennesker. Jeg er ikke interesseret i, at vacciner skal fjernes, hvis det medfører en masse ulykker. Det, jeg plæderer for, er en nuanceret, ligeværdig debat - også, og måske især, på tværs af lægeværelsets skrivebord. En debat om, hvad sundhed egentlig er for en størrelse. Kan man vaccinere sig bort fra forekomsten af handicap? Ødelægger vores biler i virkeligheden ikke flere af vores børn end mæslinger gør? Og skal sygdom absolut afskaffes for enhver pris? Kan sygdom afskaffes? Skal samfundet betale med sit demokrati for at få en sygdomsfri befolkning? Og skal projektet overhovedet nogensinde lykkes?
Jeg plæderer med andre ord for en demokratisk planlægning af sundhed for alle baseret på en bred tværfaglighed, hvor det at være mor og far ligestilles som en beslutningskompetence. Jeg plæderer for det enkelte menneskes frihed til selv at vælge, hvilke varer det som kunde køber i sundhedsbutikken. Jeg plæderer for, at loven om, at vacciner er et tilbud og ikke en tvang i Danmark, overholdes. Jeg plæderer for en fordomsfri åbenhed over for brugen af virkemidler, der skal føre til en bred, folkelig sundhed. Måske findes der flere måder at nå målet på.
